“Mor, hvor er min far?”

Det er bare et af de spørgsmål jeg skal svare på for tiden. Spørgsmål jeg godt vidste ville komme – en dag …

Den gang beslutningen blev taget, at jeg skulle være alene med Zara, vidste jeg godt, at der en dag ville komme spørgsmål. Spørgsmål, som jeg måske ville få svært ved at svare på. Spørgsmål jeg ikke kan svare på, og måske endda spørgsmål jeg ikke vil svare på.

4 år! Store pige!

Det er den her store pige, der er begyndt på de spørgsmål. 4 år er hun nu! Det blev hun i midt oktober! Hun er virkelig en stor pige nu. En pige, der godt er klar over, hvad der foregår omkring hende og en pige, der er ved at udvikle hendes personlighed. En pige, der er ved at finde ud af, hvordan hendes liv hænger sammen! I små bider selvfølgelig, og på hendes kognitive niveau, men hun er i gang!

Og det er helt klart derfor de spørgsmål kommer nu! På et tidspunkt, hvor hendes far har meldt sig helt ud!

Spørgsmålene

Tidligere har han kontaktet hende (via mail til mig) på hendes fødseldage. Det skete ikke i år! Det år, hvor hun rent faktisk ville kunne forstå det, men lad ham om det, det er hans valg, ikke hendes!

Og det er en rigtig vigtig detalje, når hun bliver ældre; intet er hendes skyld!

De spørgsmål hun stiller, giver god mening, der hvor hun er. Det er spørgsmål som;

“Hvor bor min far?” – “I Tyrkiet.”
“Hvorfor bor han der, mor?” – “Det gør han, fordi han ikke kunne lide Danmark.”
“Hvorfor kunne han ikke det?” – “Han synes Danmark var for koldt.”
Og nævner jeg i den sammenhæng, at han synes der er mange regler her, så begynder hun på historien jeg har fortalt hende om reglerne!

Hun spørger lige så meget til hendes farmor og farfar. Hvor de bor, om de lever, om de er døde og nede i jorden, om de er gamle, om hun har mødt dem. Og hun spørger rigtig tit til hendes farmor – om hendes farmor har mødt hende.

Lige den del er jeg ret sikker på, er fordi jeg kun har min farmor tilbage. Så prøver hun visuelt at spejlrelatere til det hun hører.

Fra vores sidste tur i Tyrkiet.

Alt kan vente mig

Jeg har det fint lige nu med de ting hun kommer med. Også selvom hun siger hun savner sin far. Er ikke helt sikker på hun ved hvad det betyder, men der er jo noget hun mangler. Hun ser de fleste i børnehaven have både en mor og en far, så det er jo underligt hun kun har en mor.

Det kommer rigtig meget i perioder! Og så længe det ikke er hver dag, så driver det mig ikke til vanvid endnu 😉

Jeg er dog spændt på, hvad fremtiden venter! Om det fader ud, eller om det hober sig op! Jeg er dog forberedt på det værste!

Og jeg vil være ved hendes side hele vejen! <3

Har i råd til, hvordan jeg ellers kan tackle det?

Skriv et svar