Forelsket syd for Alperne #9

Afsted jeg tager. 55 timer i Tyrkiet venter! En forlænget weekend..

Jeg lander i Roomies hjemby meget sent, fredag aften. Da jeg sætter mig i flyet i Istanbul, går der 1000 tanker igennem mit hovedet. Værst af alt; hvad hvis han ikke er der? Hvad gør jeg så?! Jeg tog chancen! Jeg hoppede på flyet og ca. 5 kvarter senere landede jeg hos ham.

En lille bitte lufthavn med et bagagebånd så gammelt som min farmor. Jeg havde bare håndbagage med, så den var jo ved mig. Men nøj mand – det kunne lige så vel blot have været et telt på landingsbanen!

Tid til at finde ham! Og jeg fik ret hurtigt øje på ham, i hans meget gule (læs: grimme) jakke, lige udenfor dørene! Sammen med hans storebror.
Vi kørte mod hans hjem, hans forældre, deres hjem. Ikke nok med at jeg skulle besøge ham i en vildt fremmed by, jeg skulle også bo hos hans forældre. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg også ville komme til at møde stort set hele hans familie!!

Gæstfrihed uden lige

Jeg blev modtaget af hans forældre med åbne arme. De var yderst gæstfrie! De har et lille B&B i byen, så de var vant til at få europæiske turister, da der oftest var turister på rundrejse i byen. Hans far var utrolig god til engelsk. Ham kunne jeg snildt føre en samtale med, dog ikke diskussioner omkring hvordan ting er/var, forskelle osv., men hvordan tingene nu er, hvordan jeg lever, hvordan vi bor, hvordan Danmark er bygget op. Bare jeg ikke trak paralleller til deres land, hverdag osv., så gik det godt 😉
Hans mor derimod, hun var ikke førende på sprog. Jeg gjorde virkelig mit bedste og det lykkedes os også at kommunikere, på vores egen måde.

Dagene blev brugt på at gå rundt i byen, drikke te, spise vafler, spille Backgammon, bare være sammen. Den sidste aften, søndag aften, inden jeg skulle med flyet mandag morgen, var en stor familiemiddag hos en af hans søskende (har svært ved at erindre hvem af dem det var). Her så man, hvordan deres kultur er delt mænd, damer og børn. Og når man så står der, som hvid dansker, med blond hår, ikke kan et ord tyrkisk og bare føler sig max malplaceret, så er det lidt svært at føle sig tilpas.

Og da der skulle spises fik jeg godt nok et chok. Havde spist tidligere med hans forældre, og var klar over, at man sad på gulvet og nærmest spiste med sine fingre. Her var der bare 20 mennesker der gjorde det, på en og samme tid. Kulturchok!
Og ja, sådan foregik det også her en gang, for mange år siden, men ikke noget jeg har oplevet før.

Tilbageblik

Når jeg tænker tilbage på den weekend, for 4.5 år siden, så mindes jeg den med ro i maven. Det var en weekend, der forløb stille og roligt, uden ballade, uden skænderier, uden kontroverser.
Det kan nemt ske mine veninder kan fortælle mig noget andet, men jeg har umiddelbart ikke nogen beviser på, at det skulle have været anderledes.

Dagene efter

De første dage går med at snakke om visum, så Roomie kan komme til Danmark. Har en arbejdskollega på det her tidspunkt, der selv har været tromlen igennem, så hun er en stor hjælp.
Derudover, så starter skænderierne. Han bliver hurtigt “fed up” som han skriver, og jeg nægter bare at lade det være. Han skal forklare, hvorfor tingene er som de er, hvad der går galt, hvad der sker. Eller, sådan starter det ud, men han ender alligevel altid med at få sin vilje og jeg bukker under og bliver knust!

Kulturforskellene begynder at vise sit sande jeg. Så jeg det den gang? Var jeg opmærksom på det den gang? Jeg har ingen virkelig ingen anelse.

Skriv et svar