Flying Superkids

En regnfuld dag, men med masser af oplevelser, både for store og små. Og en debut, for vores vedkommende!

// Sponsoreret af MomsterTest og Flying Superkids

Ja, hvad kan jeg sige! Hun tager det bogstaveligt, når jeg beder hende kigge ned! Haha..

Zara og jeg var så heldige, at vi fik lov til at komme med til showet med Flying Superkids i lørdags. Et job jeg var blevet udvalgt til gennem MomsterJob. Tre af os otte familier, der var afsted, har lavet en uddybende test af showet. De er snart at finde ved MomsterTest.

Men HER, her kan i få lov til at læse, hvad vi synes om showet og alt det andet, jobbet indebar!

Ankomst

Showet startede kl. 11 og deres aktivitetspark, Kia Family Park, åbnede kl. 9. Zara og jeg var der ca. kl. 9, samtidig med nogle af de andre familier. Kl. 9.30 havde vi fået fortalt, at vi ville modtage en rundvisning af backstage, parken og teltet af deres direktør, Søren Stoklund.

Da vi kom ind i parken, blev vi udstyret med et armbånd i døren. Faktisk en rigtig fin måde at gøre det på, så man evt. kan forlade parken, hvis man har glemt noget, uden man behøver huske sin billet.
Derudover var det første vi mødte, en rigtig sød pige, som gav os en gymnastiktaske (i rigtig god kvalitet), som man kan tegne på. I dette telt havde Zara mulighed for at tegne en tegning og vinde en konkurrence, hvor hun kunne få sin tegning som maleri.
Det var bare ikke noget Zara gad. Haha.. Hverken at tegne en tegning, tegne på den bil, der også var til rådighed, eller tegne på hendes taske. Hun ville bare lege!

Armbåndende og gymnastiktasken.

Aktivitetsparken

Der var mulighed for både at hoppe i trampoliner, bruge airtracks, hoppeborge, rutsjebaner, klatrevæg og en “jorden er giftig”-bane.
Grundet vejret, havde børnene desværre kun mulighed for at bruge klatrevæggen og “jorden er giftig” – til stor glæde! Zara var ret vild med den bane! Der var mulighed for at modtage en præmie, hvis man gennemførte banen. Heller ikke det formådede vi at klare. Haha..

Efter showet var der stor mulighed for at bruge alle aktiviteterne, fordi vejret var klaret op. Her opdagede vi at der var mulighed for at deltage i en trafikskole, øve sig med hula-hop ringe og sjippe i sjippetorve.
Zara synes hula-hop ringene var lidt sjove, men også ret svære.

Backstage

Vi fik, som sagt, æren af at komme en tur backstage og opleve, hvordan gymnasterne, de frivillige, forældre, de ansatte osv. bor under deres ture rundt i Danmark, Norden, hele verden.

De gymnaster, der er med på holdet, er ale tilmeldt Gymnastikforeningen i Århus V. Det er ikke muligt at komme på holdet, hvis man ikke er medlem i denne forening.
Gymnasterne på holdet er i alderen 7-18 år. Der er en enkelt med på 23, som har været med i mange år.
De har selv bygget en sovevogn til børnene, hvor der 30 sovepladser. Den var virkelig fed at se. Og imponerende. Fik lidt følelsen af at være tilbage på efterskole, da jeg så vognen. Ikke at vi sov så mange sammen den gang, men man levede alligevel lidt på samme måde. Jo flere vi kunne presse os ind i et værelse, jo bedre 😉

Vi fik lov til at komme ind i teltet og se dem træne, inden showet gik i gang. Dog ikke så længe. Vi skulle høre, at deres telt er det første telt i Norden, der er bygget således, at der ikke behøver være teltpæle inde i selve teltet. Og det gjorde bare en stor forskel under showet! Det er genialt!
Langs indersiden af teltet, er der billeder fra de mange steder i verden, de har været og optræde. Fx har de været i Beirut for nylig.

Showet

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte! Hold nu op, hvor er de bare dygtige! At små børn, helt ned til 7års alderen, kan de ting, som de nu en gang kan, det er virkelig imponerende! Det er ikke sidste gang, vi er inde og se det.

Det var lidt ligesom at være i cirkus, og derfor havde jeg også regnet med, at Zara ville klare det. Hun blev dog lidt utålmodig kort tid før det var slut.
Der sker også flere forskellige ting i cirkus, hvor det her show udelukkende er gymnastik, med enkelte sange, dog samtidig med der er gymnastik. Om et par år, vil hun helt klart være mere optaget af det.

Jeg synes der var en rigtig god veksling mellem det rytmiske og springgymnastikken. En oplevelse, der er det hele værd!
Det er alletiders, at de gennem deres show udvider niveauet yderligere. Og ved forskellige numre, starter de stille og roligt ud, hvor de så øger undervejs.
Fx så vi et nummer, hvor de hoppede i sjippetorve/svingtorve. Den sidste gymnast, der var på gulvet i dette nummer, hoppede i seks sjippetorve, der var lagt på kryds af hinanden. Vildt imponerende! Og hvilken øvelse, tillid og mestring han formår her.

Svært at se, men har ikke fået alt med!

En ting er sikkert, det er ikke sidste gang, at vi tager ind og ser Flying Superkids! De imponerede mig virkelig! De er enormt dygtige og kreative!

TAG IND OG SE DET! 😀

Afslutning

Efter showet var slut, var Zara klar på at komme ud og lege igen! Nu var måtten foran klatrevæggen tør, så her skulle hun være. Dog ville hun ikke klatre på væggen, hun ville lave gymnastik 😉

Skriv et svar